Matriklens udvidelse

Med samling af registreringen i matriklen sikres en mere effektiv ejendomsdannelse og -administration på tværs af den finansielle sektor, kommunerne, statslige myndigheder, landinspektører, Tinglysning og Geodatastyrelsen.

Matriklens udvidelse (MU) er et af i alt tre projekter under Grunddataprogrammets delprogram 1 også kaldet Ejendomsdataprogrammet. Resultaterne af projektet skal ses i sammenhæng med delprogrammets to andre projekter: ”Udvidelse af BBR” og ”Ny Ejerfortegnelse og tilpasning af Tingbogen”.

Ét autoritativt register
Med gennemførsel af projektet samles registreringen af alle typer fast ejendom i Matriklen under samme
autoritative, entydige og stabile ejendomsidentifikation. Målsætningen er ét autoritativt ejendomsregister og udfasning af redundante registerdata om fast ejendom hos kommunerne, og i Tingbogen.

Ejendomstyper
De ejendomstyper der samles i Matriklen er:

  • Samlet fast ejendom (Jordstykker) – registreres i forvejen i Matriklen
  • Ejerlejligheder – flyttes fra Tingbogen til Matriklen
  • Bygninger på fremmed grund - flyttes fra Tingbogen og ESR til Matriklen

En tidlig og entydig identifikation af fast ejendom, allerede fra ejendommens projektstadie, giver en øget sikkerhed i de mange transaktioner, der finder sted, inden ejendommen er solgt, belånt og bebygget. Samme identifikation anvendes ved myndighedsbehandlingen under selve ejendomsdannelsen.

Matriklens udvidelse i Geodatastyrelsen
Projektet i Geodatastyrelsen er et implementeringsprojekt ift.:

  • Etablering af Matriklen som autoritativt register til identifikation og basisregistrering af alle typer fast ejendom, herunder;
  • Tidlig registrering af alle typer fast ejendom på et kvalificeret grundlag og
  • Infrastruktur i Matriklen der muliggør genbrug af matrikeldata på tværs af grunddata om ejendomme, ejerforhold, adresser og bygninger for BBR, Ejerfortegnelse og Tingbog.

Tidlig registrering
Til sikring af faktiske og retlige dispositioner, herunder finansielle dispositioner og rettigheder skal det være muligt at foretage en tidligere registrering. Det muliggør markante effektiviseringer i den finansielle sektor og en bedre sikring af den enkelte købers og sælgers rettigheder.