Alle ejerlejligheder skal have en beliggenhedsadresse. Beliggenhedsadresserne for ejerlejlighederne skal oplyses i fortegnelsen og på ejerlejlighedskortet, når sagen sendes til registrering hos Geodatastyrelsen. Det følger af registreringsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, nr. 5 og § 4, stk. 3, nr. 3. Der skal fastsættes beliggenhedsadresser til alle ejerlejligheder, uanset om de anvendes til bolig eller erhverv.
Beliggenhedsadressen anvendes til at identificere en fast ejendom, som et supplement til BFE-nummeret. Alle faste ejendomme har en unik beliggenhedsadresse. I Danmarks Adresseregister (DAR) fastsætter kommunen som adressemyndighed DAR-adresser til boliger, erhverv m.v. En fast ejendom kan derfor have flere DAR-adresser, hvoraf en pr. fast ejendom vælges som beliggenhedsadressen efter faste kriterier.
Geodatastyrelsen kan undtagelsesvist registrere en ejerlejlighed uden beliggenhedsadresse, hvis der er tale om en midlertidig ejerlejlighed. Ved en midlertidig ejerlejlighed forstås en ejerlejlighed, der under en byggeproces alene er dannet med henblik på senere videreopdeling, og ikke har fået en blivende placering på den opdelte ejendom. Den midlertidige karakter kan godtgøres overfor Geodatastyrelsen ved eksempelvis at henvise til ejerlejlighedens placering (skur, trappeskakt, depotrum eller lignende), fordelingstal og eventuel ret for ejeren til at råde over restbyggeret. I den situation er det muligt at vælge ”ejendom uden officiel adresse” i Ejendomsregistreringsportalen, når sagen sendes til registrering hos Geodatastyrelsen.
Undtagelsen gælder kun for midlertidige ejerlejligheder. Ved opdeling af en bygning med depotrum, så depotrummene udgør hver deres ejerlejligheder, skal der derfor også angives en beliggenhedsadresse for hver ejerlejlighed, når sagen sendes til registrering. Det samme gælder, hvis et parkeringshus opdeles i flere ejerlejligheder, uanset om parkeringshuset skal bruges som en samlet enhed.
Kommunen skal som adressemyndighed fastsætte mindst én særskilt adresse i DAR til hver ejerlejlighed, jf. § 26, stk. 3, i adressebekendtgørelsen. Baggrunden herfor uddybes i afsnit 3.2.2 i vejledning om adressereglerne.
Hvis der er tilknyttet flere DAR-adresser til en foreløbig ejerlejlighed, udpeger kommunen hvilken en af adresserne, der skal være ejerlejlighedens beliggenhedsadresse. Beliggenhedsadressen udpeges efter reglerne i § 3, i bekendtgørelse om faste ejendommes beliggenhedsadresser. Kommunen skal udpege beliggenhedsadressen senest, når der er meddelt byggetilladelse. Kommunen er dog ikke forpligtet til at udpege en beliggenhedsadresse tidligere end 10 hverdage efter modtagelse af landinspektørens anmodning herom.