Reproduktionstilladelse

De danske søkort og nautiske publikationer, som Geodatastyrelsen producerer og vedligeholder, er ikke frikøbt, hvorfor disse fortsat er beskyttet data.

Geodatastyrelsen har ophavsret til sine produkter og data samt eneret til fremstilling af søkort i Det Danske Rigsfællesskab, jf. Lov om stedbestemt information § 5, stk. 2. Derfor skal der købes en licens, såfremt man som borger, virksomhed eller offentlig aktør ønsker at reproducere Geodatastyrelsens produkter og data. 

Ved reproduktion af Geodatastyrelsens produkter og data til kommerciel anvendelse i omfattende grad, eksempelvis ved videresalg af produkter til tredjeparter, skal der indgås en royaltybaseret licensaftale med Geodatastyrelsen. Læs om køb af uofficielle afledte produkter  for mere information om licensaftaler. 

Ved reproduktion af søkort i mindre omfang er det derimod nødvendigt at købe en enkeltlicens i form af en reproduktionstilladelse. At reproducere et søkort indebærer at producere eller fremstille søkortet igen i samme eller fornyet form. Reproduktion af søkort med en reproduktionstilladelse kan forekomme i mange forskellige situationer, eksempelvis ved reproduktion af et udsnit af et søkort i en bog eller til en udstilling på et museum. 

Det er som udgangspunkt kun muligt at få tilladelse til at reproducere et udsnit af et søkort. Reproduktionstilladelser er endvidere tidsbegrænsede på baggrund af et individuelt skøn i den konkrete sag. Tidsbegrænsningen fastlægger tidsrummet for, hvornår det er tilladt at reproducere Geodatastyrelsens produkter og data. Fastlæggelsen heraf afhænger af sagens nærmere omstændigheder. 

Du kan læse mere om prisen for en reproduktionstilladelse i vores prisliste

Kontakt

Søkort og Marine Data